- Siebträger
- Filterholderen med håndtag, som du selv fylder, presser sammen og låser fast. Du bestemmer dosis, malegrad og tid, og du kan smage forskel fra kop til kop. Til gengæld skal den læres, og den kræver en kværn ved siden af.
- Helautomat
- Bønner i toppen, kop under, ét tryk. Kværn, brygning og som regel også mælkeskum sidder i samme kabinet. Den er hurtig og rodfri om morgenen, men du har færre knapper at dreje på, og den fylder mere.
- Stempelkande
- Groft malet kaffe, kogende vand, fire minutter og et tryk. Ingen strøm, ingen filtre og næsten intet at gå i stykker. Kaffen bliver fyldig og en smule grumset, og den skal hældes op med det samme, ellers bliver den bitter.
- Mokkakande
- Kanden står på komfuret, og dampen presser vandet op gennem kaffen. Resultatet er stærkt og tæt på espresso uden at være det. Tjek pladen: en kande i aluminium og flere i stål virker ikke på induktion.
- Filterbrygger
- Den letteste vej til flere kopper ad gangen. Vandets temperatur og bryggehovedets fordeling afgør smagen, og en kande, der står på varmeplade i en time, smager af det. Termokande er bedre, hvis kaffen skal holde.
- Kværn
- Den enkelte ting, der betyder mest. En kværn med skiver eller kegler maler ensartet; en med propel hakker bønnerne i både støv og klumper, og så bliver kaffen både bitter og tynd i samme kop.
- Malegrad
- Fint til espresso, mellem til filter, groft til stempelkande. Løber espressoen for hurtigt igennem, skal du male finere; tager den for lang tid, grovere. Det er den knap, du skal dreje på først.
- Mælkeskum
- En dampdyse giver den tætte, blanke mælk til cappuccino, men den skal tørres af hver gang. En separat skummer er nemmere at holde ren og fylder mindre, hvis du kun skummer mælk en gang imellem.